Dobbelt ottetalsknobet trækker dig tilbage til |
Anders´ KLATRE side HISTORIE "Vulkankrateret" |
Quark hopper ned til Oversigt |
---|
Det er nemlig noget der er sket rigtigt - i virkeligheden
ude i naturen,
Anders sammen med 4 børn fra Kirkeby Børnehave
Historien fylder ca 2 stk. A4 ark AFGANG |
||
"Jeg vil bære tovet" siger Jonas. "Må jeg sidde foran?" spørger Matthias. "Hvor er din hue?" Spørger jeg selv Astrid, samtidig med at jeg prøver at fange Andys jakkeærme inden Andy, som er inden i sin jakke, forsvinder ud i garderoben. Det er ikke helt nemt, at få dem allesammen til at blive stående ved rygsækken, så jeg kan se om alle huer og vanter er, hvor de skal være - men det lykkes - og så endelig ud af døren og ud i bilen. Og det er ovenikøbet kun FIRE børn, der skal med på vores lille ekspedition!!! |
"Hvidkilde Savværk" står der
på det hvide metalskilt, hvor vi plejer at gå ind i skoven. Det drypper fra træerne, og bøgestammerne er våde og næsten sorte. Der lugter dejligt - nøjagtigt lige som en drivvåd skov nu engang skal lugte. Jonas og Matthias får lov til at bære rebene som er kvejlet op, så de kan bære dem nogenlunde bekvemt over skulderen. Vi skal have tovværk med, fordi man aldrig ved, hvad der kan ske på en ekspedition. |
KRATERET | ||
Jeg har tænkt mig at udforske et nyt sted denne gang: Så vidt jeg husker fra sidste år, ligger vulkankrateret 500-600 meter inde ad grusvejen, så kan børnene godt bære tovet hele vejen; mens jeg selv nøjes med rygsækken med lidt saft, kiks, kaffe og plasticposer til interessante ting. | For det utrænede øje ligner vulkankrateret bare et hul i naturen, hvor der er blevet gravet grus for så mange siden, at der igen er vokset småtræer op i bunden af hullet - men ingen af os fem på ekspeditionen har overhovedet svært ved at se, at det er et rigtigt vulkankrater. |
BJERGBESTIGNING | ||
Mens jeg binder det første reb fast til
et træ på kraterkanten hvor den er højest og stejlest, for at vi i sikkerhed kan kravle
ned til bunden af krateret, siger Jonas: "Skal jeg ikke lige kravle ned og
kigge", men det får jeg hurtigt forhindret ved at forklare, at vi er på
ekspedition, at ekspeditioner er farlige, og derfor skal vi bruge rebet. Det andet reb binder jeg fast i et træ lidt ved siden af, og smider ligeledes den frie ende ned i krateret; således har vi nu også et reb til at kravle op ad, uden hele tiden at støde ind i hinanden. |
Mens
jeg får en tår kaffe midt i kraterbunden, klatrer de fire ned og op
- rundt og rundt efter hinanden; hvem der er forrest og hvem der kommer
bagefter, kan jeg ikke mere se. Det kræver koordinering at komme op og ned på denne måde, især fordi at benene skrider i de våde blade, hvis børnene ikke læner sig bagover mens de trækker sig op i rebet, og den ujævne og bløde skovbund kræver også en koncenteret indsats for at komme hurtigt rundt. |
HYGGE OG U-HYGGE | ||
Børnene klatrer rundt i nøjagtig samme
rækkefølge i 25 minutter, så råber Matthias: "Giver du op Jonas"? "Ja, jeg giver op". Og efter en kort pause tilføjer Jonas: "Hvis I osse giver op". "Vi giver osse op", lyder det i kor fra Matthias, Astrid og Andy. - Og så sidder de pludselig rundt om mig og nyder deres saft og deres to chokoladekiks. Pludselig lyder der en rumlen i det fjerne: |
Det utrænede øre ville tro, at lyden kom
fra et tog på Odense-Svendborg linien, men vi er alle fem uhyggeligt klar over, at det er
den vulkanske undergrund, der lader høre fra sig - vi kan også allesammen næsten mærke
at jorden ryster. Det er lidt uhyggeligt at tænke på, at alle træerne ville blive
knækket og at der ville vælte en masse sten og glødende lava op af krateret hvis det
gik galt. Andy ved at dinosaurusserne kan dukke op når som helst, og een af de andre har engang været nede i en rigtig vulkan i et fremmed land. |
TOVBROEN | ||
Nu skal vi prøve tovbroen: Der er eet reb
til at træde på og eet reb til at holde i med hænderne; den starter på kraterkanten i
et slankt bøgetræ, går ud over det stejle til et andet bøgetræ der vokser skævt lidt
inde i krateret, og videretilbage langs kanten fra træ til træ, sådan at det ser rigtig
farligt ud oppefra. Men faktisk er der kun allerhøjest halvanden meter til jorden efterfulgt af en trilletur i grus og løse blade, hvis børnene skulle falde af. De tre drenge balancerer uden betænkning afsted på tovbroen. Astrid kender ikke disse tovbaner, så jeg støtter hende med med en hånd i ryggen hele vejen - og hvor tovbroen dingler lidt, holder jeg fodrebet stille. |
Hun er lidt betænkelig, men alligevel kan
jeg se i hendes ansigt, at hun er sammenbit og fuld af viljestyrke. Mens de knokler afsted efter hinanden, står jeg og glæder mig over, at jeg har fundet et nyt godt sted til at lave tovbaner. Træerne står med 2-3 meters mellemrum, så det er nemt at lave baner med forskellig sværhedsgrad - her skal vi ud mange flere gange, når vi skal på skovtur!!! Efter den første tur kan Astrid santens klare sig selv, og de bliver mere og mere selvsikre allesammen - også selv om rebene strækker sig efterhånden, sådan at tovbanen bliver gradvist sværere, fordi rebene gynger lidt. |
PAUSE | ||
Så holder vi hvil og skal lige til at
spise, men bliver overrasket af regnen. Den lille pressenning passer lige over de lave
grene og børnene kravler begejstrede i læ. Det regner kort tid - så sidder vi på den sammenfoldede pressenning og spiser alle kiksene og drikker den sidste saft. Vi hører endnu engang buldren fra vulkanen!! |
Der er gået nøjagtigt en time siden
sidst - interessant naturfænomen!!! Børnene diskuterer indgående faren for angreb af dinosaurer og risikoen ved et vulkanudbrud - jeg selv tænker på om vi overhovedet ikke skal se een eneste fugl. Men vi har nok skræmt alt levende langt, langt væk med vores råberi. |
HJEMAD | ||
Så skal vi videre - jeg
ruller reb sammen, mens børnene putter affaldet i en plasticpose, og så afsted. Vi
traver fortrøstningsfuldt afsted gennem skoven for at finde bilen, kommer forbi
lysningen, hvor skovarbejderen har udsavet en stol i en bøgestub - går forsigtigt mellem
de nyplantede tujaer, kommer forbi en gammel stenmur, og står så igen ved randen af et
nyt større og dybere vulkankrater. Vi lister os forsigtigt forbi oppe på kanten og
kigger beklemte ned i dybet. "Vi vist faret håbløst vild", siger jeg til børnene:"Vejen kan vi ikke finde, måske finder vi ikke bilen, og måske finder vi aldrig hjem til børnehaven".Børnene siger ikke noget, de har nok at gøre med at komme frem i skovbunden, så jeg har overtaget begge rebruller - vi går tappert videre i den bløde skovbund, løfter benene højt over brombærrankerne og går på næsen en enkelt gang i mellem. |
Og pludselig er der en
uhyggelig kløft - med vand i bunden. Heldigvis ser børnene ikke, at vejen går over grøften 30 meter væk, så vi er nødt til at komme over forhindringen. Alle klatrer og springer undtagen Matthias, han kravler bare ned, går over gennem vandet i sine fine Gore-Tex støvler og op igen på den anden side. Vel oppe af den uhyggelige kløft ser vi pludselig vejen - endelig reddet -
næsten da!!! "Var det en god tur?" Anders Skole Overgaard |
Anders´
KLATRE side Oversigt - Indhold - Navigation |
||
---|---|---|
Velkommen | ||
KLATREBANER |
TRÆKLATRING |
ANDET |
START
NU |
SKOVARBEJDERMETODE |
LINKS
- LITTERATUR |
|
Web: www.overg.dk/klatreside |
Quark hopper til toppen af siden |
Tak for dit besøg på Anders´
KLATRE side, jeg håber du fik noget ud af det.
Skriv til mig, hvis du har kommentarer eller gode ideer.
Jeg vil meget gerne høre om dine erfaringer.