Der er flere ”Huskeregler” for, hvor meget kæde man skal bruge i forhold til vanddybden og vindstyrke.
Disse “Tommelfingerregler” vil jeg forklare. Vælg selv hvordan du vil regne det ud.
Jeg omtaler de nøjagtige beregninger, som man kan lave i Anchor Chain Calculator, og med Anchor Rode Calculator.
Sammendrag:
”Kædelængde = 5-7-10 gange Scope”: Den traditionelle regel er nem at bruge, men denne regel ”kræver” langt mere kæde på dybt vand, end der er nødvendigt for at få vandret træk i ankeret.
”Kædelængde = 15m + 2 x d”: (d=vanddybden)
Nautic Eds tommelfingerregel er brugbar op til 15 m/s, men siger intet om hvad der er nødvendigt i hård vind over 15 m/s eller hvis der er bølger.
“Kædelængde = 12 × Sqrt(D)”: (D = højden fra dæk til havbund)
Det er en variant, som giver omtrent samme resulteter som ”Nautic Eds regel”. Den er også brugbar op til 15 m/s. Ikke brugbar i kraftigere vind og bølger.
“Vind og Strøm Beregning” – Christopher Smith: Meget fornuftig og realistisk beregning, der tager hensyn til både vindstyrke og strøm.
Anchor Chain Calculator: Beregninger med alle vindstyrker, uro / bølger og man kan regne på ankersnubber. Der er også en detaljeret App.
Anchor Rode Calculator, giver den nødvendige kædelængde, og der er mange forskellige ting man kan regne med.
INFO-BOKS:
Definition Scope og et par guldkorn:
Længden af ankerkæde/tov DIVIDERET m. Højden fra dæk til havbund (= Fribord + vanddybden) for eksempel skrevet som Scope = 5:1.
Det er nemt nok at regne Scope ud, MEN det er desværre et upræcist udtryk for hvordan ”anker-træk-vinklen” bliver.
Og det er netop anker-træk-vinklen, som er det mest afgørende for, hvad ankeret kan holde i den aktuelle havbund, sammen med naturligvis hvor stort trækket er. Man skal også huske at trækket kan variere og give stor spidsbelastning ved urolige forhold.
Men det er svært at vurdere den vinkel (medmindre vi dykker ned og kigger), fordi vinklen også afhænger af vinden; hårdere vind løfter kæden mere og mere.
Ankersnubber: Der er normalt en ”fjedrende kædebue”, MEN når den strækkes ud i frisk og hård vind, mister den ”fjedervirkning”, og derfor bør man OGSÅ have fjedrende ankersnubber på sin kæde.
Undgå at ankersejle: Hjælp dit anker til at “passe sit arbejde” ved at ligge roligt med “ankersejl”. HVIS du “zigzagger” 90º, fordobler du spidsbelastning på anker.
Kædelængde = 5-7-10 gange Scope – Klassiske tommelfingerregel
Den klassiske regel beskrevet i “Creative Anchoring”
Fatty Goodlander skriver at det vigtigste i hans bog er et læseren skal huske at bruge Scope, som er stor nok:
- Scope 5:1 Normalt vejr
- Scope 7:1 Frisk og hård vind
- Scope 10:1 Storm
Kæden strækkes i hårdt vejr og mister evnen til at fjedre.
Fjedrende Ankersnubber bør være mindst 8% af ankerkædens længde.
Vægten i ankeret er vigtigere end vægt i kæden.
I kraftig storm bruger han flere ankre og Scope 10:1
Kilde:
Fatty Goodlander ”Creative Anchoring” s. 41, s. 213
Klassisk regel ”The Complete Book of Anchoring and Mooring”
Earl Hintz skriver at op til 15 m/s, og når man er nogenlunde beskyttet imod bølger, bør man bruge Scope som her:
- Scope = Mindst 4:1 m. fuld kæde
- Scope = Mindst 7:1 m. kombi-kæde/ankertov
- Scope = mindst 10:1 med kun ankertov
En masse kæde der er strakt ud på bunden gavner måske ikke yderligere i hård vind.
På “fuld kæde” er en elastisk snubber absolut nødvendig.
Kilde:
Earl Hintz ”The Complete Book of Anchoring and Mooring” s. 100, s. 115.
Svaghed ved at bruge udtrykket ”Scope”
Det er umiddelbart nemt at regne ud hvilket “scope” man har.
Men desværre er Scope en upræcis angivelse, fordi kæden løfter sig når vindstyrken stiger, og det betyder samtidigt at anker-træk-vinklen ændrer sig.
Scope fortæller altså IKKE DIREKTE, hvad vinklen ved ankeret er, og det er faktisk det vi helst vil vide. Vi vil nemlig gerne kontrollere at “anker-træk-vinklen” er lille og at trækket er så vandret som muligt.
Fordi så holder ankeret bedst.
“Scope” huskereglen giver for meget kæde på dybt vand
Klassisk regel om “Scope” anviser langt mere kæde på dybt vand, end det faktisk er nødvendigt, for at få vandret træk. Det forklarer Mathias Wagner, den tyske tursejler der har lavet ”Anchor Chain Calculator”.
Generelle meninger om “Scope”:
Bruger man kombineret kæde og ankertov, bør man bruge større længde, for at få fladere træk og større Scope.
Man kan lave Kaffestop med Scope 3:1 (når man er i båden og er vågen)
Undgå at ankersejle, det fordobler træk i ”huggene” og vrikker i ankeret.
Kædelængde = 15 m. + 2 gange dybden i m.
Regneregel ”Kædelængde = 15m + 2 x d”
Ophavsmanden ”Nautic Ed” skriver:
Denne regneregel vil passe på de fleste medium størrelse sejlbåde 10-15 m i vind op til 15 m/s.
Den beregnede længde er absolut minimum.
I kraftig vind og urolige forhold med bølger, bør man bruge mere kædelængde.
Til et ”kaffestop” i stille vejr, kan man nøjes med mindre.
- 5 m dybde, læg 25 m kæde ud
- 10 m dybde, læg 35 m kæde ud
- 15 m dybde, læg 45 m kæde ud
- 20 m dybde, læg 55 m kæde ud
Med Kæde OG ankertov anbefaler han denne huskeregel:
Længde af kæde/tov skal være = 15 m + 4 gange dybden.
Oprindelsen er Nautic Ed Sailing Blog.
PS – Han skriver intet om at lægge noget til dybden “d” for højde på Fribord.
Sammenligning med beregning i ACC
Jeg har lavet regneeksempler med ”almindelig” sejlbåd 12m i ACC med 10 MM kæde:
på 5 m dybt vand vil kædelængden 25 m være nok op til 30 knob vind = 15 m/s.
Kædelængde 25 m er OK op til 15 m/s – Uden bølger. Se Eksempel 1
Nautic Eds skriver ikke noget om HVOR MEGET kæde i hård vind og bølger!
Jeg har beregnet i ACC, at med vindstyrke 40 knob – 20 m/s, skal man bruge cirka 40 m kæde.
Se Eksempel 2
Vurdering af Vind OG Bølger:
Jeg har lavet en beregning med Vindstyrke 40 knob SAMTIDIG med bølger, som giver bevægelse i båden frem og tilbag med 0,3 knob.
Så er det nødvendigt med cirka 45 m ankerkæde, altså næsten det dobbelte af “15m + 2 x d”.
Se Eksempel 3
Kædelængde = 12 × Sqrt(D) – ”Kvadratrodsregel”
Kædelængde = 12 x Sqrt(D) – (D=højde fra dæk til havbund) – Vi kan kalde den ”Kvadratrodsregel”.
Kvadratrodsregel er en variant af den huskeregel ”15m+2x(D)”, som er beskrevet lige før, og de giver omtrent samme resultater.
Jeg omskriver “Kvadratrodsregel” til almindeligt dansk:
Kædelængde i meter = Kvadratrod af højde fra dæk til havbund i meter.
Denne ”Kvadratrodsregel” kommer fra Mikkel Schiøtz, som siger, at den passer indtil vindstyrke 15 m/s, og han kender ikke oprindelsen.
Et tip om markering kæde
Og et tip fra Mikkel Schiøtz: Marker dybde, ikke kæde længde på kæden. Vi lægger bare kæde til markering 5 når der er 5 m dybt, skal ikke stå og regne i en stresset situation. At det så svarer til ca 31m kæde kan vi se i en tabel hvis nogen spørger.
Kommentar fra ASO:
Denne ”kvadratrodsregel” tager HELLER ikke højde for, at kræfterne stiger voldsomt med vind over 15 m/s og med bølger på ankerpladsen..
OBS:
Over 15 m/s og med bølger, skal man måske bruge dobbelt så meget kæde.
Se Eksempel 1 – 2 – 3 længere oppe på siden
Vind og Strøm Beregning
Vind og strøm beregning for ankring på lavt vand (4-8 m)
Nødvendig kædelængde =
Vindhastighed knob + 4x Strøm i knob + Bådlængden i m
Regne-regel “Vind og Strøm Beregning” tager hensyn til vindens styrke – og det er meget vigtigt i hård vind, og desuden regner den med strøm.
Dog har vi jo sjældent strøm i Danmark.
Denne “Vind og Strøm Beregning” virker meget fornuftig, efter de kontrolberegninger jeg har lavet i ACC.
Når vi ikke har strøm i Danmark, bliver det til ankring 4-8 m dybde:
Kædelængde i meter = vindhastighed i KNOB + bådlængde.
Denne regel for 10 m båd i 20 KNOB = 10 m/s giver -> kæde= 30m
Denne regel for 10 m båd i 40 KNOB = 20 m/s giver -> kæde= 50m
Denne “Vind og Strøm beregning” kommer fra artikel i Yachting Monthly:
How much anchor chain? af Christopher Smith
Vind og strøm beregning for ankring på dybere vand (10-15 m)
I artiklen har de også tal for ankring på dybere vand, 10 – 15 m dybt
Her er beregningen:
Nødvendig kædelængde =
1,5 x Vindhastighed knob + 4 x Strøm i knob + Bådlængden i m
Jeg har lavet skemaer for disse “Vind og Strøm Beregninger”, som passer til danske forhold: De viser Vind med m/s. og UDEN strøm.
“Vind og Strøm Beregning” – Skema lavere vanddybde
Jeg har lavet en kontrol-beregning i Anchor Chain Calculator til sammenligning, hvor man får som resultat den længde kæde der giver vandret træk i ankeret:
10 m båd på 6 m dybt vand i 20 KNOB =10 m/s giver ->Cirka 24 m kæde
10 m båd på 6 m dybt vand i 40 KNOB =10 m/s giver ->Cirka 46 m kæde
Der er altså ekstra sikkerhed til at tolerere lidt bølger på ankerpladsen.
“Vind og Strøm Beregning” – Skema dybere vand (10-15 m)
Screendump “Vind og Strøm -ACC” bekræfter, at denne “Vind og Strøm Beregning” er meget fornuftig også på de større dybder. I eksemplet i ACC har jeg også tilføjet “URO” til svarende til lidt bølger på ankerpladsen.
“Vind og Strøm Beregning” – kontrol i ACC
Kædelængden kan beregnes i Anchor Chain Calculator
Beregn præcis længde i Anchor Chain Calculator – ACC
Se den gratis ACC her: Anchor Chain Calculator.
Se forklaring til ACC her: Engelsk brugsanvisning af ACC.
Beregn kædelængden – 10 m sejlbåd i ACC
Se Screendump Kædelængde – ACC. Jeg har valgt “almindelig sejlbåd” 10 m, vægt 4000 kg og med ankerkæde 8 MM.
Den størrelse er brugt i flere eksempler på denne side.
Vindstyrke 40 knob = 20 m/s, dybde 6m og URO fra vindstød eller bølger, som giver båden bevægelse frem og tilbage på 0,4 knob (ret kraftig uro).
Jeg har desuden valgt en ankersnubber = “god”.
Klik på “Calculate” og vi får resultatet:
MINDSTE kædelængde med vandret træk i ankeret er = 53 m.
Anchor load = træk i anker = 239,9 daN ~240 kg.
Ankersnubberen er i god funktion og dæmper rykkene når den strækkes cirka ½ meter ved spidsbelastningerne.
Læseren kan selv sætte forskellige tal ind og “lege med tallene”.
Se video om App Anchor Chain Calculator, som man kan betale for. I den udgave kan man regne med både kæde OG tov sat sammen og andre funktioner.
Anbefales til den dedikerede Ankernørd.
Kædelængden beregnes i Anchor Rode Calculator
Ankerkæden kan beregnes i den gratis Anchor Rode Calculator
Der er en Introduktions-side til Anchor Rode Calculator.
Anchor Rode Calculator kan bruges med “Simple Parameters” – jeg vil anbefale at du begynder med den.
Bare gå igang med tallene fra din egen båd og læs instruktionen, eller spørg mig.
på siden “Advanced Parameters” kan man regne med mange forskellige ting.
Anchor Rode Calculator
Anchor Rode Calculator er konstrueret af en dansk tursejler, og den bagvedliggende matematik vil give samme resultater som Anchor Chain Calculator.
Jeg vil anbefale at du begynder med den simple udgave – der er rigtigt mange detaljer, som man skal lære at forstå.
Men så er den meget nyttig og giver meget fine grafer og skemaer.
Du er altid velkommen til at spørge mig – skriv – email eller send flaskepost – jeg vi gerne hjælpe sejlere til at bruge ankergrejet bedre og smartere.