Køb IKKE vippepladeanker med for stor vinkel, det fungerer sandsynligvis MEGET dårligt.
Du kan printe vinkelmåleren, og kontrollere vinklen på Danforth kopi-anker. Skaftet må heller ikke være for kort
Resume for denne side
Jeg har lavet en vinkelmåler, som du kan printe, og så kan du kan lave kontrol af dit vippepladeanker. Vinklen bør ikke være over ca. 32º.
Skaftet skal også være ret langt, 60% – 80% længere end fligene.
Hvis vinklen er for stor eller skaftet for kort, vil ankeret “stå på tå” og kun kradse hen over bunden uden at tage fat. Sådan et anker er reelt ubrugeligt.
Jeg henviser til mine test af flere af den slags u-virksomme vippepladeankre.
Print vinkelmåleren og kontroller dit anker
Klik på billedet med vinkelmåler, og du kan printe billedet.
Hent vinkelmåleren som PDF-fil.
Problem med for STOR vinkel
HVIS vinklen er for stor eller skaftet meget kort, så løfter ankeret sig op ”på tå”, og ankeret skraber hen over bunden – UDEN at grave sig ned.
Køb det ikke / Brug det ikke. Det fungerer bare dårligt.
Danforth typen af galvaniseret jern forhandles i mange kopi-udgaver i bådeudstyrsbutikker, og kaldes ofte misvisende ”letvægtsanker”.
Mange dygtige smede, har også lavet deres egne velmente kopier, ofte meget flot smedearbejde i rustfrit stål – men måske ved de ikke, at det holder dårligt, med STOR vinkel.
Måske har de heller ikke kontrolleret, om ankeret faktisk kan holde.
Dårlig sikkerhed til søs – Det er derfor, jeg har lavet denne side
Selv de bedste af Danforth kopierne holder mindre end de originale Danforth.
Jeg har indtryk af,at det er fordi kopierne skruer eller kæntrer lidt nede i bundmaterialet.
Et originalt Danforth anker holder mange gange bedre.
Du kan kende dem på, at der står “Danforth” på skaftet.
Se også: Danforth typen har gode – men også overraskende egenskaber.
Test af ankre med for STOR vinkel:
Jeg har testet flere “vippeplade ankre”, SOM VAR UBRUGELIGE – fordi vinklerne på fligene var 50º – de havde en særdeles ringe holdeevne.
Se disse test:
# 37 Danforth kopi 14,2 kg – To vinkler.
# 33 Fotoserie: 2 dårlige Vippepladeankre på lavt vand.
# 32 Vippepladeanker ANHOLT 15 kg – Test og bedømmelse.
# 30 Sandbund test af 4 Vippepladeankre, Danforth typen.
# 29 Muddertest af 4 Vippepladeankre, Danforth typen.
Hvorfor er for stor vinkel en fejl?
For stor vinkel på Vippepladeanker betyder, at ankeret løfter sig op på spidserne og spidserne kradser hen over bunden, UDEN at fligene kan skære sig ned i materialet.
Se min tegning af ”Dårlig Danforth kopi står på tå”.
Når ankeret ”står på tå” er virkningen lige så dårlig, som den er for paraplyanker – de kan kun holde 3-4 gange sin egenvægt.
En ”dårlig kopi” på 10-15 kg holder kun 30-40 kg træk, før det skrider.
Det er en særdeles dårlig holdeevne.
Hvad er “vippepladeanker”:
Jeg skriver her om 2 typer ”vippepladeanker” med trekantede plader, der kan vippe nedad i bundmaterialet og så tage fat, når man begynder at trække.
Den ene type er Danforth-typen, som skal have en tværstok, for at ligge fladt på bunden og ikke rotere, når de graver sig ned.
Denne type er lavet i galvaniseret jern som original Danforth og kopier af Danforth.
Denne type er også lavet i letmetal / aluminiumlegering, som kaldes letvægtsanker. Det mest anerkendte letvægtsanker er Fortress, og der er andre gode som Guardian, Vetus og Bulldog.
(OBS – det er fejlagtigt at kalde et galvaniseret jernanker for “letvægt”, bare fordi det ligner)
Den anden type vippepladeanker, har trekantede spidser ud til siden, så den behøver ikke tværstok.
Det er en variant af store skibes ”patentanker”.

Rådgivning om dit eget Danforth kopi / vippeplade-anker – send et par billeder!

Skaftets skal være ret langt – Det har meget stor betydning!
Skaftet skal helst være ret langt:
Skaftlængde mindst 1,6 og gerne 1,8 gange fligenes længde målt fra hængslet.
De kendte gode mærker har ret langt skaft = 1,7 eller 1,8 x fligenes længde.
Vinklen skal være cirka 32º:
Brug vinkelmåleren.
Tværstokken må naturligtvis heller ikke kortes af:
Det har jeg også set nogen gøre, fordi ankerbrønden er for lille.
Med kort tværstok vil ankeret dreje / rotere og den ene flig “skruer op” af bunden.

