Ankertest med forskellige ankre i meget blød mudderbund.
Opsummering ankertest 2019 til 2025, til og med #40
Sammendrag
Typen ”Vippepladeanker” som originalt Danforth, galvaniseret stål, holder særdeles godt i meget blød mudderbund.
Samme type vippepladeanker Aluminium / letvægtsanker som Bulldog 8, holder meget godt når de er indstillet med 32º vinkel, både i mudder og i sand.
De bedste vippepladeankre holder 150 kg eller derover.
Meget lette alu-letvægtsankre (G11 for eksempel) kan give svingende resultater.
Alu-letvægtsanker med stor vinkel 45º virker slet ikke.
Kopi-anker af Danforth med forkerte vinkler er ubrugeligt. Jeg har testet flere vippepladeankre med vinkel på 45-55º, og de holder ikke mere end en klump jern.
Hvis skaftet er for kort virker de heller ikke. Jeg tilpassede vinklen på alle disse ubrugelige kopier, til ~32º, derefter kunne de præstere en rimelig holdeevne, men de blev aldrig nær så gode som original Danforth.
“IKKE-vippepladeanker” – Plov/Klo/Ske: Alle disse ankre i vægtklassen op til 11 kg, havde kun svagt hold på 20-45 Kg i meget blødt mudder.

Formålet med Ankertest i mudder
Jeg har oplevet, at vores meget trofaste Delta 6 kg og Rocna 6 kg i NOGEN situationer gled langsomt gennem bundmaterialet uden at holde. Og jeg har undret mig! Det vil jeg undersøge mere!
Test-stedet med meget blødt mudder – blødt som ketchup
Jeg har fundet det perfekte “Mudder-Test-Sted” med meget blødt mudder.
Lige udenfor vores egen Fjellebroen Havn, er der 3 meter dybt, og bunden består af 1,0 meter tykt mudder, hvor det øverste er lige så blødt som ketchup eller Tykmælk.
Mudderet bliver mere fast nedefter, med gradvist flere sandpartikler. Det nederste ligner som blødt tørv.
Under dette 1,0 m tykke lag mudder, har jeg fundet massivt blåler.
Testmetoden i muddertest
Testene er lavet med Scope 5:1-8:1. Enkelte test med CQR Scope 4,3:1.
Jeg lægger ankeret ud, og lader det ligge flere minutter, med kun vind-træk = 2-6 kg.
Derefter trækker jeg meget svagt med motor i tomgang = 5 kg træk.
Jeg øger trækket forsigtigt med cirka 1 minut mellemrum, indtil anker glider.
Jeg registrerer det højeste omdrejningstal, hvor der var ½-1 minuts stabilt hold.
Jeg noterer det “højeste stabile hold” i kilogram – og jeg lægger vindens påvirkning til, fordi jeg altid trækker MED vinden.
Når ankeret er gået løs, slår jeg gassen helt ned og prøver om det tager fat igen = “resetter”.
Karakteristiske egenskaber i meget blødt mudder
De eneste ankre, der har stor holdeevne er Danforth typen, som skærer sig ned i mudderet og har stor holdeevne.
Alle andre typer anker = Plov/Klo/Ske, har svag holdeevne i blødt mudder.
Det er meget karakteristisk at holdeevnen ALDRIG bliver god igen, efter at “sammenhængskraften i mudderet” er blevet brudt og et anker glider. Selv med motor stoppet, er vindens træk på 5-8 kg nok til, at båden driver og slæber ankeret gennem mudderet.


Ankertest i mudder
Mine mudertest er delt op i to typer anker, fordi der er stor forskel på hvordan de to grupper fungerer.
- “Ikke-Vippepladeanker” som er alle plov/klo/ske-ankrene, som for eksempel er: Delta/Bruce/Rocna.
- “Vippeplade-anker” som er Danforth typen og alle andre med store vippeplader.
Skema Vippeplade-ankertest blødt mudder
Skemaet “Vippeplade-anker: Ankertest blødt mudder” viser sammenfatning af alle mine ankertest indtil #39
De fleste resultater er et gennemsnit af 2-4 målinger.
Kort beskrevet er resultaterne således:
Danforth original stål holdt mere end 235 kg, fordi ankeret dykkede ned i gennem mudderlaget og sad i leret nednunder. Jeg kunne ikke trække det løs med min motorkraft som er ~250 kg
Letvægtsankrene Bulldog 8 og Bulldog 6 holder meget godt med vinklen 32º. De dykker et stykke ned i mudderet og trækker ”triplinen med markeringsfender” med sig ned igennem mudderet, og blive nede i mudderet med konstant hold.
G11 = Guardian 11 på 2,2 kg holdt ikke så meget, dog kun 2 test forsøg.
To Danforth kopiankre af galv. Jern, har jeg tilrettet , så bladvinklen er blevet ~32º: De kan nu holde nogenlunde, men i forhold tll original Danforth af stål, så er de langt mindre effektive.
ALLE vippepladeankrene som havde stor vinkel på 45-55º vinkel, var HELT værdiløse som anker. De holdt ikke mere end en klump skrotjern med samme vægt.
De er desuden farlige og kan smadre dine fingre i et snuptag – lad være med at bruge dem.

Skema “Alle IKKE-Vippeplade-anker BLØDT MUDDER
Denne gruppe indeholder alle de ankre, som ikke har de karakteristiske store “vippeplader” som Danforth, indtil ankertest #40.
Alle IKKE-vippeplade ankre i vægtgruppen 3 – 11 kg, havde meget lidt hold i dette bløde mudder.
De kunne kun holde beskedne 20-45 kg, og NÅR ankrene først var begyndt at glide i mudderet, kunne de ikke gendanne et rimeligt hold.
Jeg regner med, at når først den svage sammenhængskraft i blødt mudder er brudt, og materialet bliver småflydende (liquefied), så kan bundmaterielalet ikke “sætte sig” på kort tid.
Når ankeret først er begyndt at glide lidt, så fortsætter det med at glide langsomt igennem mudderet, selv med min mindste motorkraft (15 kg træk) eller lidt vindbelastning.
Kæde:
Jeg har målt præcis hvor meget modstand kæden ALENE giver i dette mudder:
Holdeevnen af kæde er 1 kg modstand pr. 1 kg kæde.
Jeg har testet Delta 6 kg og Tallerkenanker 9 kg både MED og UDEN uden kæde i dette mudder, og kæden øger kun holdeeven med 5 kg.
Kædens modstand i mudderet bidrager altså meget lidt til den samlede holdeevne.
Derfor vil jeg ikke have en masse bøvl med kæde, når jeg bare vil sammenligne alle ankrene indbyrdes.
Mine forsøg bekræfter, at det er en forfejlet idé, at en masse tung kæde på et ineffektivt anker, kan give en sikker ankring.
Det har jo også vist sig, at de effektive ankre fungerer godt også KUN med nylontov i mine test, når Scope er 5:1 eller fladere træk.
Konklusion
Min vigtigste pointe er, at de eneste der holder godt i dette bløde mudder, er Danforth typen (Vippepladeanker).
Det er bemærkelsesværdigt, at de også holder særdeles godt helt uden kæde. Fabrikanterne anbefaler dog et kort stykke kæde!
Mine ”dårlige Danforth kopier” tilpasset til 32º vinkel, holdt så de var brugbare. De to største på 14 kg og 15 kg holdt mere, end jeg kunne trække i muddertest, og derfor er min bedømmelse ikke klar. Tilsvarende forsøg i sandbund viste, at kopiankrene med 32º er dårligere end det originale Danforth.
De nyere ”Plov/Klo/Ske-typer” som CQR, Delta, BRUCE og Rocna holder ikke mere end højst til kaffestop i pænt vejr.
MEN erfarne tursejlere siger, at disse typer i vægtklasse over 25 kg kan holde godt, formodentlig fordi de kan mase sig ned i de dybere og mere faste lag mudder.
Tallerkenankeret holdt forbløffende lidt.
Sea Grip har en god anmeldelse til mudderbund i en gammel ankertest. Jeg blev skuffet, fordi det holdt ikke ret meget.
Hvis der er meget blød mudderbund, skal du være opmærksom. Det sikreste vil være at bruge et KENDT MÆRKE af Danforth typen
LAD være med at bruge et kopi-anker, hvis du ikke selv har testet det grundigt. Læs mere om den specielle Danforth type her.

Det var alt det vigtigste serveret ret koncentreret. De sidste afsnit, er til dem der gerne vil nørde lidt mere.
Jeg har nu forklaret det vigtigste, og så kan du sagtens springe det sidste over. Det er grafer og engelske websider og flere detaljer.
Jeg linker sidst til nogen meget gode artikler på engelsk, som handler om ankring i mudder og om ankertest i mudder.
Se Grafen “Anker holdeevne i kg”
Bemærk at kun de nederste ankre i skemaet, har en “realistisk brugbar” holdeevne som er over ~50 kg.
Ankertesteren Steve Goodwin bekræfter, at det er vippepladeankre, som Danforth og alu letvægts-ankre af samme type, der KAN give et ordentligt hold i blødt mudder.
Se hans Danforth vs Fortress Part 1. Anchor Test Video #101
Jeg vil fremhæve, at Steve Goodwin i en anden af sine meget gode videoer, fortæller at et Rocna 25 kg er bedre end et Delta 25 kg i meget blødt mudder.
Det tyder jo på, at disse store ankre KAN mase sig dybt ned i mudderet og holde bedre i de dybe mere kompakte lag.
Jeg har KUN testet ankre op til 11 kg.

Se grafen Effektivitet = Holdeeven i forhold til vægten
Effektivitet = holdeevne i kg divideret med anker egenvægt i kg.
Danforth typen (de anerkendte mærker) har en særdeles høj holdeevne i forhold til deres egenvægt.
Det er også muligt at finde “ikke vippe-plade” anker, som har en effektivitet på over 20-30 kg/kg, også i Mudderbund.
Man bør altså IKKE nøjes med et kopi-anker med lav “effektivitet”:
Et 10 kg anker med lav effektivitet på 11-12, er bare tungt og farligt for fingre og tæer, uden at virke ret godt.
Beregning holdeevnen = 10 kg * 11-12 ~ 115 kg holdeevne.
GOD Effektivitet: Hvis man har et godt anker på 5 kg med effektivitet på 45, så får du faktisk alligevel dobbelt så stor holdeevne fra dit anker.
Beregning holdeevne = 5 kg * 45 ~ 225 kg holdeevne.

Metoder til at ankre i mudder, Bedømmelse af mudder og Ekstraanker til mudder
Grundige ankertest i mudderbund
Drew Frye fra sejlerbladet Practical Sailor har testet og skrevet om holdeevnen i meget blød mudderbund:
Du kan selv læse artiklen “Mud Anchoring Wisdom”
Han har lavet systematiske test på blød mudderbund og skriver:
Man KAN hjælpe ankeret til at få bedre hold, ved at belaste det meget varsomt gennem længere tid.
Jeg forstår hans artikel således, at man kan hjælpe ankeret til at blive ”masseret” dybere ned i det bløde materiale, så det kan få forbedret holdeevne.
Det hjælper ikke noget, bare at lade ankeret ligge. Ankeret skal ”masseres” ned med en svag og lidt varierende belastning fra vindens træk i båden – eller lignende.
Men Drew Frye skriver også, at det er meget delikat balanceakt – og han skriver at ankeret meget let bliver trukket for meget, så det helt går løs og mister holdeeven totalt.
Jeg selv oplevede det samme i disse ankertest i meget blødt mudder:
Når først ankeret har ”brudt sammenhængskraften i bundmaterialet” og begynder at glide, så kan ankeret IKKE IGEN FÅ HOLD, det gælder specielt for de svageste ankre, dem der ikke kan skære dybt ned.
Bundmateralet er simpelthen blevet løsnet og måske småflydende, og slammet kan ikke på kort tid “pakke” omkring ankeret.

Metode til, hvordan man bedst kan ankre op i mudder
Artiklen fra Drew Frye, Practical Sailor.
Her er kort referat fra hans artikel Tips on Anchoring In Mud:
- Læg ankeret og kæden ud, UDEN at trække mere end vinden kan gøre, og lad det hvile 10-15 minutter.
- Derefter giv ganske forsigtigt gas i 3-5 minutter, for at rette kæden ud og lade ankeret tage fat.
- Hvis det er meget blød bund, skal man gerne vente en time mere, før man giver lidt mere træk til sidst, for at lade ankeret tage fat. Ankeret skal helst “masseres blidt” ned i bunden, kun med vindens svage træk.
Bedømmelse af mudder som “ankerbund”
Drew Frye nævner også i sin artikel, at man kan bedømme bundmaterialet, ved at hamre en “blunt stake” = “stump stage” ned i bunden. Jeg har selv testet med en stang på 30MM i diameter, som er flad i enden.
Hvis man kan nøjes med at TRYKKE stagen ned i mudderet med håndkraft, uden at bruge hammer, så er det MEGET dårlig ankerbund, skriver han.
På mit eget “Mudder-Test-Sted”, kan jeg trykke min stage (diameter 30MM) 1,0 meter ned i mudderet, udelukkende med håndkraft. Dog kan jeg mærke, at det er mere kompakt nedefter. Jeg skal lægge lidt kropsvægt i det, når jeg trykker gennem de nederste 20-30 cm. Det ligner tørvejord med lidt sandkorn.

Ekstra anker til mudder i Danmark
Det er mange gode ankerpladser med god “holdebund” i Danmark.
MEN der er enkelte steder med mudderbund, hvor kun et anker af Danforth typen holder godt. Derfor får du meget mere alsidigt grej med et “Danforth type” anker, som “ekstraanker” eller hæk-anker.
Derfor har de fleste langtursejlere også flere FORSKELLIGE typer anker med.
Det et godt valg med et Danforth eller alu-letvægtsanker til ekstraanker, fordi de holder godt i BÅDE mudder og i sand, og de holder meget godt, selvom de ikke er særligt tunge.
Hør selv den amerikanske “anker tester” Steve Goodwin´s mening i denne video:
Danforth vs Fortress Part 2. Anchor Test Video # 141
Steve Goodwin fremhæver 38 minutter inde i videoen, at det ”primære anker” bør være et ”non pivoting fluke anchor” = et “IKKE-vippeplade-anker”, og så bør man supplere med et vippepladeanker til hækanker og til hjælpeanker i de specielle situationer.
Han fremhæver også, at ”pivoting fluke anchors” = vippeplade ankre som Danforth og Fortress, IKKE bør bruges som ”primære anker” = det daglige anker.
”Non pivoting fluke anchor” er det jeg i min web ofte kalder for ”Plov/Klo/Ske-anker”, altså som typerne Delta, BRUCE eller Rocna.
Videoen bekræfter desuden at Danforth ankeret er meget effektivt både i sand om mudder.
”Keep Away Anchor” eller “Alt-Muligt-Anker”
Et meget godt forslag kommer fra Fatty Goodlander i hans bog ”Creative Anchoring” s. 192:
”Keep Away Anchor”, som han selv bruger ofte:
5 kg Danforth anker med 5 m kæde 6-8 MM samt 75 m 10-12 MM 3-slået nylontov.
Fatty Goodlander bruger sit ”Keep Away Anchor” til alle mulige specielle situationer. Han sejler også gerne over med det i sin gummibåd til andre sejlere, der driver på ankerpladsen. Anker og kæde vejer kun 10 kg, og selve tovet vejer 5 kg, så hele dette sæt ankergrej er ret let at håndtere.
