Træktest af et USA-plovanker “Kodiak” på 9,5 kg samt et lille alu-letvægtsanker, vippepladeanker ”Bulldog 6” på 1,5 kg i god sandbund.
Kort sammendrag:
Kodiak 9,5 kg ankeret ”nappede” med stejl Scope, helt ude kæde – kun nylontov.
Ved Scope 5:1 holdt det 220 kg.
Maksimal holdeevne anslår jeg til ~260 kg – måske lidt mere.
Kodiak er meget tillidsvækkende, fordi det tog HURTIGT fat igen efter hver test.
Bulldog 6 på kun 1,5 kg, holdt 140 kg i træktest ved Scope 10:1
Bulldog 6 holder lige godt MED og UDEN 7 meter ”kædeforfang”.
Bulldog 6 resetter IKKE, efter det er blevet trukket løs i disse test.
Bulldog 6 har en stor holdeevne i sand og mudder.
Det er meget let og tager kun fat i rent sand, så man bør KUN bruger det som ”ekstraanker” på småbåde, hvis man er omhyggelig med at kontrollere at det faktisk HAR fat.
Alle test udført i sand med lidt organisk materiale.
Metode:
Testen blev udført 12. Okt 2021. Jeg har testet i ”god sandbund”, sand med lidt organisk materiale på 3 m dybde. Sted: Lille Svelmø Øst i let vind uden bølger.
Jeg har testet holdeeven ved at trække med båden og noteret det ”højeste stabile hold”, som beskrevet i tidligere ankertest.
Resultater test Kodiak 9,5 kg:
Kodiak ankeret er fra USA. Det ligner meget Delta ankeret.
Test i god sand-holdebund Kodiak:
KORT SCOPE: Kodiak ”napper” og begynder at holde ved Scope 2,8:1 og ved Scope 3:1 holder det fint til ”kaffestop”.
Dette er helt uden kæde – jeg brugte kun nylontov.
Når det rives løs, så ”resetter” det straks med et markant hug!! Hver gang. Meget imponerende.
ALMINDELIG Scope 5:1: Holdevne = 220 kg. Og det er vel og mærke udelukkende med nylontov.
Ved større Scope vil det formodentligt holde 250 kg, som er i overkanten af hvad jeg kan trække, så der er ikke så meget mening i at teste med større Scope.
Kodiak 9,5 kg har en ”Effektivitet” på ~250 kg holdeevne / 9,5 kg egenvægt = ~25 kg/kg
KONKLUSION SAND:
Kodiak 9,5 kg er et pålideligt anker med stor holdeevne.
Test Kodiak i blødt meget blødt mudder:
Kodiak 9,5 kg er før testet i mudder (Ankertest # 12):
Binder man i øjet OVENPÅ skaftet af Kodiak, virker det dårligt, så jeg ved ikke hvad dette øje skal bruges til.
Ved montering i “øje yderst i skaftet” er holdeevnen Kodiak 9,5 kg = 44 kg. Det er lige så lidt som alle andre ”plovankre” og ”ske-skovl-ankre” i den vægt, kan holde i meget blødt mudder.
KONKLUSION MUDDER: Kodiak 9,5 kg har meget beskeden holdeevne.
Resultater test “Bulldog 6” – 1,5 kg Vippepladeanker:
Bulldog anker er af typen “Danforth” – vippepladeanker, lavet i alu-legering, letmetal.
Dette anker havde forkert vinkel, da jeg købte det på DBA. Sælgeren kunne IKKE få det til at virke. Vinklen var faktisk også forkert, så jeg tilpassede hullet i skaftet, så vinklen nu er præcis 32º, og så fungerer det fornuftigt.
Test i god sand-holdebund Bulldog 6 – 1,5 kg:
Jeg har testet det med meget lang Scope for at finde dets maksimale holdeevne:
Træk med KUN nylontov og med 7m “kæde-forfang”, med Scope 10:1 gav samme resultat:
Langsomt øgende træk – så det får lidt tid til at sætte sig.
Det havde stabilt hold ved 134-147 kg
Det er en holdeevne = ~ 90 gange egenvægten !!!
Ved træk på 160 kg, kan jeg mærke på tovet, der står som en violinstreng, at der sker bittesmå bevægelser ude i ankeret – bitte små ryk i 2 minutter – indtil det så til sidst pludselig går helt løs.
Derefter resetter det IKKE – men skal renses for lidt tang.
KONKLUSION Letvægtsanker som Bulldog 6 – 1,5 kg SANDBUND:
Effektivitet = 145 kg Holdeevne / Anker egenvægt 1,5 kg ~ 90-100 kg/kg
Det har altså en enorm holdeevne i forhold til sin lave vægt i SAND.
KONKLUSION Letvægtsanker som Bulldog 6 – 1,5 kg blødt MUDDER:
Bulldog Letvægtsanker, er også meget effektivt i MUDDER.
Jeg har tidligere målt Bulldog 6-1,5 kg og Bulldog 8 – 2,8 kg, til at holde 30-60 x Egenvægten i mudder.
Det er min erfaring efter lang tids brug på tursejlads, at Bulldog 8 – 2,8 kg er pålideligt og vil være meget fint som ekstraanker til mindre både.
Bulldog 6 – 1,5 kg er derimod FOR LET og ikke velegnet til almindelig brug, hvor man ikke altid er sikker på bundforholdene. MEN det KAN bruges som ”ekstra anker” på småbåde, hvis man er opmærksom på ”svagheden” og KUN bruger det, når man er sikker på at det graver sig ned.