# 38 Ankertest BRUCE 1 kg og BRUCE 2 kg i sand

Ankertest af originalt BRUCE 1 kg og et BRUCE BILTEMA-kopi 2 kg i god sandbund.
Jeg trækker manuelt på lavt vand, og måler holdeevnen med digitalvægt.

Resumé

Jeg tester to små BRUCE-ankre på lavt vand.

Jeg laver en “soppetest” ved at trække manuelt på lavt vand, hvor der er cirka 1 meter dybt og ensartet flad bund.
Bunden er fint rent sand med god holdeevne.
Jeg trækker med nylonline, så vinklen svarer til Scope = 5:1.
Holdeevnen måler jeg med digitalvægt, og jeg kan direkte SE og FØLE hvordan ankeret fungerer.

Jeg tester disse to små ankre:

  • Original BRUCE 1 kg (1,2 kg)
  • BRUCE BILTEMA kopi-anker 2,0 kg

Restulat fra min “soppetest” for BEGGE ankre:

  • De tager fat og kan holde lidt allerede ved Scope 3:1.
  • Begge ankrene graver sig meget hurtigt ned i sandet.
  • De giver konstant modstand.
  • De holder stabilt når trækket skifter retning.
  • Begge ankre er gode til at ”resette” efter en ”kolbøtte”, når trækket skifter til modsat retning.
  • Original BRUCE 1 kg holder 15-25 kg i lige træk.
  • BRUCE BILTEMA-kopi 2 kg holder ~50 kg i lige træk.
Ankertest BRUCE original 1,2 kg i sandbund. Ankeret holder 15-25 kg.
Ankertest BRUCE original 1,2 kg i sandbund. Ankeret holder 15-25 kg.

Konklusion

Begge ankre fungerer meget godt i sandbund.

BRUCE BILTEMA-kopi 2 kg, har vi gennem adskillige år brugt som vores eget ”varpanker” med 18 meter 8 MM nylonline.

Det vil vi bruge på samme måde fremover, fordi 2 kg ankeret holder tilpas til dette formål, og vi kan kaste det 5-10 meter.

Denne ankertest og flere andre af vores forsøg viser mig, at det lille ”Original BRUCE 1 kg” IKKE holder nok som vores ”varpanker”.

Min bedømmelse er, at ”Original BRUCE 1 kg” er perfekt til en landgangsjolle, gummibåd eller paddelboard, bare man bruger en 6-8 MM nylonline, som er lang, så trækket bliver næsten vandret.

Teststedet

Jeg trak med disse to ankre på et område med ensartet sandbund, hvor dybden var cirka 1 m. Dato 29/06/2024.
Stedet er ved Korshavn / Avernakø, ved den lille krumodde 800 m N for AP Møllers sommerhus. Her er bunden ret flad og med ensartet finkornet sand med lidt organisk materiale. Jeg vurderer, at det har lidt bedre holdeevne end totalt rent løst sand.

Ankertest BRUCE BILTEMA-kopianker 2 kg Med kort tripline og lille gul flyder
Ankertest BRUCE BILTEMA-kopianker 2 kg med kort tripline og lille gul flyder

Testresultater af ”soppetest”

Resultat test BRUCE original 1 kg (vægt 1,2 kg)

Ankeret tager straks fat og begynder at holde lidt allerede ved Scope = 3:1.

Med jævnt træk ligeud og Scope 5:1, er modstand/holdeevne =18-22 kg.

Ved dette træk glider ankeret meget langsomt gennem bunden og modstanden bliver ved med at være den samme = cirka 20 kg.
Ankeret var totalt nedgravet i 5 test

Kun i een test faldt holdeevnen til 6 kg og det lå skævt, kun ½ begravet i bunden fordi der sad en hvid musling på den ene klo.

Største udsving i målingerne lå indenfor 15-25 kg.

Ankeret gik ikke på noget tidspunkt helt løs. Det er meget tillidsvækkende.
For at efterligne ankertesteren Steve Goodwins´ ”veer test” = test af skiftende vindretning, trak jeg langsomt med retningen skiftende 360º.

I denne ”veer test”, holdt ankeret hele tiden med samme holdeevne og lavede et spor i bunden, der var en præcis cirkelbue med 1½ meter i diameter.

Jeg lavede en “180º kolbøtte test” – og ankeret tog straks fat igen.

Resultat test BRUCE BILTEMA kopi 2 kg

Ankeret tager straks fat og begynder at holde lidt allerede ved Scope = 3:1.

Med jævnt træk ligeud og Scope 5:1, er modstand/holdeevne = OVER 40-46 kg.

Ved dette træk gravede ankeret sig bare solidt ned, og det lå et par centimeter under sandet, og jeg kunne ikke trække det gennem bundmaterialet.

FORMODENTLIG er den højeste stabile holdeevnen ~50 kg, MEN jeg kan bare ikke trække mere i denne ”soppetest”, når jeg skal undgå at min digitale vægt bliver våd.
 
Ankeret var totalt nedgravet i 2 test.
I een test faldt holdeevnen og ankeret gled gennem bunden, uden jeg kunne se en forklaring.
Ankeret gik ikke på noget tidspunkt helt løs.
Det er meget tillidsvækkende, når et anker har konstant greb i bunden.

Jeg lavede en “veer test” og trak langsomt i rundkreds, og ankeret holdt hele tiden uden at flytte sig mere end 10-20 centimeter. Det lå meget godt begravet til sidst.

Jeg lavede en “180º kolbøtte test”, så ankeret kom helt fri, og det tog straks fat igen.

Metoden

Jeg laver en ”soppetest” ved at gå i det lave vand (1 m dybt) og trække i 8 m nylonreb med armene, 1,5 m over bunden, så det svarer til, at Scope er cirka 5:1.
Jeg kan samtidigt aflæse holdeevnen på min digitale BILTEMA-vægt.

Jeg kan tydeligt se, når et anker graver sig helt ned i sandet, og jeg kan at det drejer fint med rundt, når jeg trækker i rundkreds.
På bunden kan jeg også se den lidt mørkere stribe sand, hvor et anker har ”pløjet”.
Det er tydeligt at mærke det, når et anker glider gennem sandet.
Jeg kan højst trække 45-50 kg på denne måde, uden at min digitalvægt bliver våd.

Brugen af lille ekstra Baby-anker

Vi bruger meget ofte det lille 2 kg BRUCE-anker som hjælpeanker.
Jeg har eksperimenteret for at finde det mest ideelle anker til dette formål.
Tidligere brugte vi et 4 kg paraplyanker, men det holder kun ordentligt når vi havde trådt det godt ned i sandbunden. (ellers giver det kun ~15 kg modstand).

Se siden: Ankring tæt på land, og se også min side Vend båden efter sol og vind.

Baby-anker

Vi kalder vores hvidmalede BRUCE kopianker 2 kg for vores ”Babyanker”.
Vi kan kaste det 5-8 meter med lidt øvelse og bruger det som “varp-anker”, når vi skal ind til stranden.

Måling med digitalvægt, hvad små ankre kan holde ved at trække manuelt på 1 m lavt vand
Måling med digitalvægt, hvad små ankre kan holde ved at trække manuelt på 1 m lavt vand

Babyanker ekstra fidus

Når vi har været på tur og skal til at vende hjemad, så har vi et trick i ærmet, så vi ofte kan undgå den sidste soppetur for at hente ankeret inde i strandkanten.

Hvis det ikke er lige midt om sommeren med varmt havvand, kan det jo godt være at vi gerne vil undgå at få kolde fødder igen igen igen !!!

Dette Baby-anker 2 kg har den store fordel, at vi ofte kan stå på båden og løsne ankeret med et hårdt ryk (trække så meget opad som muligt), og hive det hurtigt ind, så det hopper over sandet.

Dette 2 kg BRUCE kopianker har altså en meget ideel størrelse til lige netop VORES metoder.

BRUCE original 1 kg forsøg

Jeg ville finde ud af, om det vil være endnu bedre at bruge det helt lille BRUCE 1 kg, som vores Baby-anker, og det var derfor jeg købte det.
Det kunne jo være at vi kunne kaste det endnu længere og at det holdt godt nok.

Det har vi så afprøvet adskillige gange i 2025 – men vi konkluderer, at det holder IKKE GODT NOK til den måde, som vi gerne vil bruge et “ekstraanker”.

ASO: Jeg synes det er vigtigt bare at AFPRØVE så meget som muligt.


Varp-anker BRUCE kopianker 2 kg fungerer godt til vores størrelse båd. Vi kalder det "Babyankeret"
BRUCE kopianker 2 kg fungerer godt som “varp-anker” til vores størrelse båd. Vi kalder det “Babyankeret”