Turbøjer i Danmark – Sikkerhed

Hvor meget kan turbøjer holde, og hvordan kan man bruge dem sikkert?

Indledning om turbøjer

Organisationerne Danske Tursejlere og Dansk Sejlunion har lagt mere end 300 turbøjer ud i Danske farvande.

Turbøjer kan benyttes af én eller flere både med maksimal belastning 15 T.

Man bør bruge en ”bøjefortøjning” på 4-8 meter.

Man bør ikke benytte turbøjerne i blæsevejr eller ved kraftige dønninger/bølger.

De lidt uklare begreber ”blæsevejr og kraftige dønninger/bølger”, vil jeg prøve at vurdere.

Jeg beskriver hvordan turbøjerne er lavet, og jeg laver nogen beregninger af hvor store kræfterne er, til dem der vil nørde mere i kræfter og holdeevne.

Læs alle detaljer om hvordan turbøjer skal bruges – Danske Tursejlere skriver:
Det skal du vide til dit ophold ved turbøjerne

Sejlbåd ved Turbøje - fotograf Niels Pind
Sejlbåd ved turbøje – Foto Niels Pind

Resume:

  • Turbøjen kan holde til maksimum 400-500 kg træk.
  • Kræfterne fra en sejlbåd på 15 T – længde 40 fod / 13 m – i 15 m/s vind (kuling) giver et KONSTANT træk på grund af vinden = cirka 170 kg.

Derfor er der stor sikkerhed, forudsat båden ligger nogenlunde roligt, det vil sige uden ret meget bølger/dønning og UDEN at ankersejle.

Jeg vurderer at med vind OVER 15 m/s, med bølger/dønninger, eller HVIS båden ”ankersejler”, så er turbøjens holdeevne tæt på at blive overskredet.

Kontrol af DYBDEN ved turbøjen er afgørende vigtigt – HVIS en bøje ved et uheld er flyttet til større dybde, reduceres holdeeven betydeligt.

Lang og så elastisk ”bøjefortøjning”, vil markant reducere trækket i turbøjens P-ring, og så kan man ligge roligere og MERE SIKKERT, hvis vejret bliver dårligt.

Nørderi:

Til dem der gerne vil nørde med tallene, så vil senere på denne side lave nogen “beregninger” af, hvor store kræfterne er ved 15 m/s, samt vise, hvor meget en fjedrende “bøjefortøjning” kan reducere spidsbelastningerne.
Jeg vil bruge “Anchor Rode Calculator” til disse regneeksempler.


Motorbåd ved Turbøje - Foto Christian Kirk Jensen
Motorbåd ved Turbøje – Foto Christian Kirk Jensen
Kræfterne ved en turbøje som den fungerer i kuling med et 15 T tung sejlbåd - beregnet ved "Anchor Rode Calculator"
Kræfterne ved en turbøje som den fungerer i kuling med et 15 T tung sejlbåd – beregnet ved “Anchor Rode Calculator”

Beskrivelse turbøjer

Turbøjerne ligger normalt på 2,5-3 m dybt vand, med 10 meter kæde.

P-ringene der er ”forankringen” er typisk 75 cm i diameter og vil typisk veje 75 kg.
Selve bøjen har en 1 m lang jernstang i en ”flyder” med opdrift på anslået 150-250 kg.

En turbøje KAN blive flyttet ved et træk på 500 kg, som man kalder “pæletræk”.

Det får vi at vide i videoen Turbøje FAQ: Din Guide til brug af Danske Turbøjer  (8:00 minutter inde i videoen)

Turbøjer kan derfor formodentlig HØJST holde til et træk = 400 kg.

PS – Jeg har i artikel fra svensk forsikringsselskab læst, at P-ring KUN må benyttes til træk i samme retning – men det er der ingen i Danmark der tager sig af.

Kræfterne ved turbøjer

”Danske Tursejlere” skriver at bøjerne kun må belastes med både op til 15 T som bruger “bøjefortøjning” på 4 – 8 meter.

Danske Tursejlere skriver også:
”Turbøjerne er designet til at kunne benyttes i roligt vejr. Derfor anbefales det ikke at benytte turbøjerne ved blæst eller kraftige dønninger/bølger.”

Jeg har lavet beregninger for en 15 Tons tung sejlbåd i 145 m/s vind ved websiten “Anchor Rode Calculator”, og finder at trækket i ankerkæden til P-ringen vil være omkring 165 kg – forudsat der IKKE er bølger / dønninger og at båden IKKE “ankersejler”.

Man kan se på min tegning, at ankerkæden går op i en ret stor vinkel på 14 grader, hvis der er kuling. Så HVIS der kommer hårde ryk fra dønninger, er det tydeligt at se, at det vil kunne vil kunne løsne og løfte ringen, og “humpe den hen over bunden”, selvom den er tung.

Anbefalet brug af ”bøjefortøjning”

Man bør bruge en ”bøjefortøjning” på 4-8 meter efter bådens størrelse.

Hvad betyder ”efter bådens størrelse”?
Det betyder efter min egen vurdering, at jo større/tungere båden er, jo længere (og helst mere elastisk) skal bøjefortøjningen være.

Jeg vil TILFØJE DEN VIGTIG DETALJE, at en lang og fjedrende ”bøjefortøjning” vil fungere ligesom en ”Ankersnubber” af elastisk tov.
Elastisk tov betydeligt MINDRE spidsbelastning og MINDRE træk i ankerkæden.
Huggene / spidsbelastningen i ankerkæden kan blive reduceret til kun 25-35% med en meget elastisk bøjefortøjning, så man ligger mere roligt og mere sikkert.
Se min side om, hvor meget de forskellige typer tov fjedrer.

Fastgøring til turbøje

Beskyt din fastgøring imod slid. Undgå eet reb der går fra den ene side, gennem ringen til den anden side af båden. Det vil være ekstra udsat for slid, hvis båden “ankersejler” – hvis den “kører fra side til side”.

Fastgøring ved turbøje skal være sikret imod slid
Fastgøring ved turbøje skal være sikret imod slid

Fastgøring til turbøje

Beskyt din fastgøring imod slid, og brug ALTID en ekstra fortøjning, medmindre du kun har “kaffestop”.

Forslag jeg har indsamlet i FB gruppen Tursejlads & Sejlsport:

Brug en af de forskellige bøjekroge for at få fat i turbøjens ring.
Med nogen af dem får du også gjort din bøjefortøjning sikkert fast.
Se billedet “BØJEFORTØJNING FASTGØRING” af forskellige andre metoder til fastgøring.
Bind een bøjefortøjning i ringen med “dobbelt halvstik og rundtørn om egen part”, eller med et pælestik.
Gør bøjefortøjning fast med en karabinhage. Gerne låsekarabin.
Gør bøjefortøjning fast med sjækel der låses.Tovet bør have et øje med kovs.
Brug solid softsjækel.

Forslag til stille vejr – helt vindstille

Afkort bøjefortøjning, så den / de ikke glider under båden, ELLER sørg for at bøjefortøjningen kan flyde.
Træk båden væk med et lille hækanker, så turbøjen ikke banker ind i båden.

Højt fribord

Hvis du har meget højt fribord, kan det være svært eller umuligt at nå turbøjen, så er det måske lettere bare at bruge eget ankergrej.

Forskellige typer "bøjekrog", det gør det lettere at gøre fast i turbøje
Forskellige typer “bøjekrog”, det gør det lettere at gøre fast i turbøje

Personlig vurdering og Nørdede Beregninger

Personlige vurderinger

Jeg skriver om turbøjerne, fordi det er interessant at bedømme hvor stor holdeevnen er, og for at belyse hvad “Blæsevejr” egentlig betyder.
Jeg gør udtrykeligt opmærksom på, at jeg aldrig selv bruger turbøjer. Vi har en lille båd og bruger vores eget ankergrej meget tæt på land.
Så jeg har altså skrevet hele dette afsnit uden personlig erfaring med turbøjer, men jeg tilstræber at skrive det sagligt.
Jeg har desuden spurgt de mere end 40.000 sejlere i FB-gruppen “Tursejlads & Sejlsport” til råds, for at undgå fejl.

Turbøjer gavner især mindre erfarne sejlere

Jeg synes at de udlagte turbøjer er et godt initiativ, fordi det gør det nemt at overnatte for svaj, og mange mindre øvede tursejlere udtrykker, at de føler at det er betryggende at bruge en turbøje.
Det kræver formodentlig lidt tilvænning at ligge “frit”, og være nødt til at stole på en enkelt eller to liner til en turbøje. Men det giver en afslappet og sikker start, så man kan opleve de mange smukke ankerpladser i Danmark.

Siden kan man afprøve sit eget ankergrej, og så lukker man op for uendeligt mange FLERE steder, hvor man kan ankre op, overnatte og vågne op og nyde et fantastisk smukt og uforstyrret kystlandskab.

BØJEFORTØJNING FASTGØRING Forskellige metoder med at bruge softsjlkel sjlkel eller karabi
BØJEFORTØJNING FASTGØRING Forskellige metoder

Nørdede beregninger

Jeg vil lave nogen beregninger i websiten ”Anchor Rode Calculator”, for at sætte tal på hvor store kræfterne er i det hele taget for en båd på 15 T.

Jeg vil prøve at gøre det overskueligt så dem der SELV vil nørde med tallene kan regne videre med deres egen båd.

Desuden vil jeg bedømme hvor meget længden og elasticiteten af “bøjefortøjningen” betyder for

Disse sidste beregninger kommer senere.
MVH Anders — 22/09/2025

PS
tak for alle gode råd og ideer samt tak tilfotografer der har givet mig lov til at bruge deres egne fine billeder fra turbøjer i Danmark.

Båd ved turbøje - Foto Simone Lauer Nygaard Christensen
Båd ved turbøje – Foto Simone Lauer Nygaard Christensen