Vend båden efter Sol – Vind – Bølger

Vi kan let dreje båden med 3 liner ud til 3 ankerpunkter – lille båd tæt ved land.
Vi vender båden efter sol, vind eller bølgerne, for at have det behageligt og bekvemt.

Resume

Vi kan meget let vende båden i alle vinkler, når vi har liner ud i 3 retninger.

Vi flytter de tre liner rundt på de forskellige klamper på båden, for at dreje og vinkle båden

Vi får det mest bekvemt ombord når vi kan dreje båden efter sol/skygge og vinden og bølger.

Det er en metode til små både på lavt vand tæt ved land.

Smuk ankerplads ved Ærøskøbing - stævnen imod land
Smuk ankerplads ved Ærøskøbing – stævnen ind mod land

Smuk ankerplads ved Ærøskøbing - stævnen udefter
Smuk ankerplads ved Ærøskøbing – stævnen vendt udefter

Vi bruger ofte metoden med at vende båden.

Vi bruger ofte metoden med at vende båden efter SOL – VIND eller BØLGER.

For en ordens skyld gør jeg opmærksom på, at det er en praktisk metode for os i en lille båd, når vi ligger på LAVT ret tæt på stranden, hvor vi måske også vil bade eller soppe i land for at gå tur.

Netop fordi vores båd er lille – kun 5,7 m lang – så kan vi ikke gå ”hen et andet sted i båden”, hvis det er for koldt eller varmt. Der er ikke noget ”andet sted”.

Vi er i stedet nødt til at indrette os så behageligt som muligt, på den plads vi har. På selve båden bruger vi naturligvis kalechen til regulere læ / frisk luft og vi lægger en ekstra presenning over kalechen til mere skygge, når solen virkeligt bager FOR meget.

Og desuden vender vi så båden. Vi kan skaffe kølig vind ind i kockpittet på de varme dage eller læ på de kolde dage.
Tilsvarende kan vi have det bekvemt med sol eller skygge.
Og hvis bølgerne får båden til at ligge og rokke fra side til side, så kan vi nemt dreje stævnen op mod bølgerne.

Tegning af ankring i 3 retninger gør det let at dreje og vinkle båden efter bølger

Sådan gør vi, når vi skal ankre / fortøje tæt ved land.

Vi lægger først “Store Anker” ude på 1½-2 m dyb vand og er klar til at forlænge med ekstra ankertov.

Vi lirker os forsigtigt ind med motoren ½ oppe eller med en vrikkeåre / pagaj, hvis der er sten og meget tang.

Tæt på stranden kaster vi / lægger vi “Babyankeret” ind i vandkanten.

Så er vi “landet” og har liner i 3 retninger.

Vi lægger båden på 50 cm vand, så vi har perfekt “soppe-til-land-dybde”.

Den store fidus er, at det kun tager 5½ minut at vende båden efter forholdene ved at flytte rundt på de tre liner.

Den endnu større fidus er, at vi kan vende båden midt om natten, også selv om vi er halvsøvnige og i underhylere, hvis der pludseligt komme bølger ind fra siden, så båden “rok-og-ruller” og vækker os.

Den 3. fidus er, at vi let kan trække båden indefter eller udefter, hvis vandstanden skifter.

Babyankeret 2 kg BRUCE er en passende størrelse til “varpanker” for vores 19 f. båd
Babyankeret 2 kg BRUCE er en passende størrelse til “varpanker” for vores 19 f. båd

Slutresultatet er, at vi ligger i ”stjerne” sådan:

Det ”store anker” 25-50 m ude på lidt dybere vand. Vores ”store anker” har 18 m 10 MM line, og vi forlænger ofte den ankerline, hvis det er meget lavvandet. Vi skal kunne trække os ud på 1½-2 m dybt vand, så vi kan bruge motoren, når vi skal væk igen dagen efter.

Babyankeret i vandkanten med 18 meter 8 MM nylon-line.

Letmetal ankeret Guardian 11 ligger 25-30 m væk i vores 6 MM orange line.

Eventuelt erstatter vi et anker med en line om en stor sten eller med et kastedræg ind i et krat eller hvad der nu er at gøre fast i. Se vores ankergrej her.

Jo længere væk de 3 ankerpunkter ligger, jo mere kan vi flytte på bådens placering bare med at binde linerne på en ny måde på båden.

Det er praktisk med “PANG-farver” og en lille “flydeline” på et anker.

Vigtige forudsætninger

Stabil vejrmelding. Ikke pålandsvind, hvis det er over 3-4 m/s. Kontrol af vandstanden ved DMI, så vi ikke bliver hængende en uge med lav vandstand.

På lavt vand med liner ud i 3 retninger

En variation med kun 2 ankerliner og en hanefod på ankerlinen

Vi kan nøjes med liner ud i 2 retninger og bruge en hanefod
Vi kan også vinkle båden med en hanefod på en anker-line
Vi kan også vinkle båden med en hanefod på en anker-line

Myggenettet er guld værd – der kan være insekter tæt på land

Myggenettet ligger bare hen over kalechen
Myggenettet ligger bare løst hen over kalechen
Smuk solnedgang i Sydfynske Øhav - med myggefilter
Smuk solnedgang i Sydfynske Øhav – med myggefilter